Grundlovstalen, der blev væk – 2018

I dag fejrer vi Grundlovsdag. Derfor har jeg skrevet denne tale, selvom jeg ikke er inviteret til at holde den nogen steder. Jeg kan lige så godt afsløre med det samme, at jeg ville aflive enhver hurra-stemning, hvis jeg var inviteret.

Når solen skinner på Grundlovsdag, er det fristende at holde en fin og hyggelig lille skåltale. Vi kan hylde demokratiet – og at vores Grundlov har holdt så mange år. Vi kan også udnytte muligheden for at reflektere: Er vores Grundlov så god, som skåltalerne lægger op til?

Paragraffer kan være knastørre, faktisk bør de helst være knastørre, men de er vigtige. I Grundlovens paragraf 77, kan vi læse: ” Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Dét, I skal lægge mærke til her, er ”dog under ansvar for domstolene”. Det betyder, at det er forbudt at sige noget injurierende, eksempelvis at beskylde ustraffede for at være kriminelle. Det betyder også, at det er ulovligt at ytre noget racistisk. Indtil for nylig var det også forbudt at være blasfemisk, som om den almægtige Gud har brug for paragraffer for at forsvare sig. Det betyder også, at Folketinget har en ladeport åben, hvor de kan traske igennem med alle mulige andre begrænsninger på vores ytringer.

Den opfølgende kommentar om, at censur ikke kan indføres, sikre os mod, at staten kan kræve, at eksempelvis bøger skal sendes ind til embedsværket, FØR vi udgiver dem. Paragraffen forhindrer dog IKKE, at staten kan slå os hårdt med den juridiske hammer, hvis staten ikke er tilfreds med vores kritik. Hvis vi bliver slået med hammeren ofte nok, så begynder vi at censurere os selv, og så er forhåndscensuren slet ikke nødvendig.

I paragraf 72 bliver vi sikret retten til privatliv i vores bolig og kommunikation. Tror vi. ”Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.”

Det lyder godt, men det er endnu en ladeport, elastik i metermål – og hvad vi ellers bruger af sproglige billeder. ”Hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse”, står der. Fint nok. Folketinget vedtager en lov. Så er undtagelsen på plads. Så kan politikere overvåge vores færden på internettet, logge vores mobilsignaler og på alle mulige andre måder snige sig forbi paragraf 72. Eksempelvis måtte SKAT tidligere vade ind på vores grund for at spørge, om vi var i gang med at lave sort arbejde, hvis de så en murerspand og en trillebør, eller hvad de nu havde af undskyldning. Den mulighed blev afskaffet igen, men den var der!

Man er en dårlig jurist, hvis man ikke kan formulere sig uden om Grundloven. Igen her i paragraf 67: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.” Hvem definerer, hvad der strider mod sædeligheden eller den offentlige orden? Det gør Folketinget. Lov vedtaget – religionsfriheden er udhulet. Det er slet ikke så svært, når Grundloven er bøjelig og føjelig.

Der er et citat af den radikale Viggo Hørup, der har fået sit eget liv: ”Ingen over og ingen ved siden af Folketinget”. Det er blevet et slogan i dansk politisk kultur, hvor det bliver brugt til at blåstemple alt, Folketinget kan finde på at vedtage. I diametral modsætning hertil kan I finde Jyske Lovs fortale. Der står blandt andet: ”Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger.”

Loven skal leve op til noget. Folketinget skal leve op til noget. Når en politiker siger, at der ikke er noget over og ikke er noget ved siden af Folketinget, så siger politikeren, at vedkommende ikke står til ansvar overfor noget. Jyske lov fortæller os derimod, at retfærdighed er noget der kommer før loven. Retfærdighed er noget, der er over loven. Loven skal leve op til retfærdigheden.

Her har vi brug for, at forfatningen opfører sig som en gammel sur jurist, der siger nej til alt det, der alligevel ikke kan lade sig gøre. Eller burde kunne lade sig gøre. Vi har brug for en forfatning, der sætter foden ned, når politikere finder paragraffens tilladelse til ”særegne undtagelser”, og følgelig vedtager 200 ”særegne undtagelser”, uden at nogen bekymrer sig om, at undtagelsen derved er blevet normen.

Politikere over det ganske land har for vane at hylde vores langtidsholdbare Grundlov. Sandheden er, at den er langtidsholdbar, fordi den er svag. Sådan noget kan magthavere godt lide. Derfor hylder de den.

Hvem sætter foden ned? Hvilken institution redder os fra, at politikere kan vedtage hvad som helst, når intet er over – og intet er ved siden af?

Tidligere havde vi Landstinget, der var ved siden af. Det afskaffede vi i 1953. Tidligere havde vi Kongen, der var over – men regenten har i praksis været tilsidesat siden Påskekrisen i 1920.

Så havde vi Ombudsmanden, men som noget nyt er magthaverne begyndt at frejdigt erklære, hvis de er uenige med Ombudsmandsinstitutionen. Vi taler ikke om én ”Ombudsmand”, men derimod om en institution med 60 dygtige jurister, 100 medarbejdere i alt, der på vegne af Folketinget overvåger regeringen.

Hvem og hvad kan vi sætte vores lid til? Vi har brug for institutioner, der sætter grænser for politisk dårskab. Institutioner, der eftertrykkeligt sætter foden ned, når noget ikke burde kunne lade sig gøre.

Vi har et par muligheder: Vi har menneskerettighedsdomstolen – og så har vi EU-domstolen. Jeg ville ønske, at vi også havde en rank og strid Grundlov.

Det eneste, der forhindrer os i at synke ned i et totalitært overvågningssamfund, er vores politiske kultur. Det er dér, demokratiet lever. Derfor skal vi insistere på den demokratiske samtale, på lange høringsfrister, på engagement i partiarbejdet og på hensyn til åndsfrihed. Kulturen skal holde os oven vande – for Grundloven gør intet for det.

Glædelig Grundlovsdag.