Udflytning: Stadig centraliseret – blot et andet sted

Denne kommentar er bragt i Berlingske 26. marts 2018

Udflytningerne bliver solgt som en kompensation for tidligere centraliseringer. Der er blot ét aspekt, der bliver overset: Myndighederne er stadig centraliseret – blot et andet sted. Hvis du som borger eller virksomhed, skal i dialog med en styrelse, så skal du stadig have fat i et kontor i den anden ende af landet. Før skulle randrusianeren ringe til København. Nu skal københavneren ringe til Randers. Selvom kontoret er i en anden landsdel, er det stadig en centraliseret myndighed – langt fra borgeren.

Struktur-/kommunalreformen, var en centraliseringsreform, hvor 271 kommuner den første januar 2007 blev reduceret til 98 kommuner, hvoraf de 66 var sammenlagt af flere kommuner. Amterne blev nedlagt, og de nye og større Regioner afløste. Mange har siden begrædt, at de kommunale skattecentre blev samlet på statsligt plan – om end fordelt ”dekoncentreret” i 30 skattecentre.

Ud over centraliseringen, hvor beslutningskompetence blev rykket længere væk fra borgeren i større kommuner og nye regioner, var strukturreformen også en koncentreringsreform, hvor statslige myndigheder bibeholdte beslutningskompetence på statsligt niveau, men til gengæld blev samlet i større enheder, så den lokale repræsentation på en række områder blev fjernet.

Det gik ud over politikredse og retskredse, hvor mange byer mistede politistationen og det lokale domhus. ”Større er bedre”, sagde de, men det går ud over demokratiet, når der bliver længere til vores samfundsinstitutioner.

Det handler ikke kun om arbejdspladser. Når politikeren kommer længere væk fra den enkelte borger, er det nemmere at træffe ubehagelige beslutninger, der får stor konsekvens lokal. I de første 10 år efter sammenlægningerne af kommunerne, blev 325 folkeskoler lukket eller sammenlagt. Det er cirka hver femte skole. Derudover er sygehuse lukket i stor stil.

Det er et symptom, at meget er ”foregår i København”. Årsagen er derimod, at beslutninger er rykket længere væk fra den borger, som beslutningerne vedrører. Det sker både internt i de større kommuner – og fra kommunen op til staten, hvor sidstnævnte detailstyrer førstnævnte.

I stedet for udflytninger, skal vi have decentralisering og dekoncentrering ud fra et mantra om ’subsidiaritet’: Beslutninger skal træffes så tæt på borgeren, det kan fungere tilfredsstillende. Hvornår bør undervisningsministeriet blande sig i folkeskolen? Kan kommunen ikke selv? Hvornår bør kommunen blande sig i skolens arbejde? Kan skolen ikke selv?

Internt i kommunerne kan flere beslutninger uddelegeres til lokalråd, og skoler kan med fordel gøres til selvejende institutioner, så de i højere grad kan skabe sig en profil, der giver mening for det lokale civilsamfund, forældre, elever og lærere. Hvis en skole skal lukkes, bliver det på den måde noget, et lokalsamfund beslutter selv, så det ikke bliver op til politikerne i den lokale købstad, om en landsby skal dømmes til ”død ved skolelukning”. Politikerne skal være rammesættende, men borgerne skal myndiggøres inden for rammen – også når de tænker ud af boksen.

Subsidiaritet betyder også, at beslutninger også kan rykkes væk fra borgeren. Hvis en familie er præget af misrøgt, skal kommunen tage over, og når kommunen ikke kan bekæmpe grænseoverskridende forurening, bør staten, senere EU – og til sidst FN behandle problemstillingen.

Mange myndigheder behandler så snævre sagsområder, at det er vigtigt at samle det faglige miljø. Ydermere bør disse fagmiljøer gensidigt befrugte andre faglige miljøer inden for sit felt. Det behøver selvfølgelig ikke at være i København, og disse organer kan derfor placeres i de forskellige byer, hvor der er faglige miljøer, der kan have glæde af det. Flyt endelig de statslige institutioner derud, men prisen er decimering.

Ordet ’decimering’ kommer fra den romerske hær, hvor det var en straf, hvor soldater i en hærenhed blev opdelt 10 og 10, hvorefter de trak lod om, hvem der skulle tæskes til døde af de 9 andre. På den måde lærte de, at de som gruppe ikke skulle træde ved siden af.

Samme grad af ondskab og tilfældighed er der ikke over, hvilke medarbejdere, de statslige institutioner mister, når de bliver udflyttet. Decimering er alligevel for mild en betegnelse, for det er langt flere end hver tiende, der ikke flytter med arbejdspladsen tværs over landet.

Hvis borgeren skal opleve, at magten kommer tættere på, så er det en anden dagsorden, der bør prioriteres politisk: Borgerne skal ikke have større myndigheder, men derimod større myndighed. Politikere skal turde slippe kontrollen: Myndighederne kan og bør ikke vide alt, og følgelig bør de heller ikke beslutte alt. En udflytning af en centraliseret og koncentreret myndighed gør i det billede ikke den store forskel.