De fattiges egen skyld – eller ansvar?

Vi slipper tilsyneladende aldrig af med debatten om ’skyld’ i forbindelse med fattigdom. Senest var det endnu engang Joachim B. Olsen (Medlem af Folketinget for LA), der genstartede debatten. Her er der overskrifteksempler på, hvordan debatten stikker hovedet over vandet, for så at kunne dykke videre i befolkningens harme: “DIN MENING: Er det fattiges egen skyld de ikke har råd til gaver?“, ville Danmarks Radio vide i 2012. “Hver 5. dansker: Mennesker i nød er dovne“, som om noget blev sandt af at blive gentaget nok (Ugebrevet A4, 2013). Seneste: “Joachim B. Olsen: Økonomisk ulighed skyldes folks egne valg“, hvilket TV2.dk valgte at publicere i 2017, uden konsekvenserne af det valg er tydelige fra starten.

Overskrifterne taler til menneskers harme, men de rummer ikke virkelighedens nuancer. Findes der ’social arv’? Ja! Påvirker vi hinanden i samfundet? Ja! Allerede med disse to erkendelser på plads, er du noget bedre klædt på til debatten. Det er ikke så sort/hvidt, som det bliver fremstillet i medierne og i de sociale mediers kommentarspor.

Skyld er bagudskuende

En skelnen der kan være værdifuld at inddrage, er forholdet mellem skyld og ansvar. Skyld er stærk forbundet med skam – og er altid bagudrettet. Du er, hvor du er – og når du kigger tilbage, så er det, ifølge mange af debattens postulater, din egen skyld. Du er selv uden om det. Hvis du er født af en enkemor i en to-værelseslejlighed i et boligkompleks, hvilket har præget din opvækst, så er det din egen skyld (og skam), at du ikke har draget det ligeså vidt, som hvis din mor var underdirektør i en stor medicinalvirksomhed. Selvom du ikke fik lov til at gå til spejder og tennis, som du ønskede, og du i stedet fik venner i baggården, så er det din egen skyld, at du ikke har lige præcis dét brede netværk, der lander dig et godt studiejob. Shit happens – det er din egen skyld.

Skyld er altid bagudskuende, og en masse politikere, aviser og sociale medier får os til at selvanalysere og skamme os.

Ansvar for din fremtid som ‘old boys’-fodboldspiller

Ansvar er derimod fremadskuende. Uanset din opvækst, dit barndomshjem, din uddannelse, alderen på din bil, dit netværk og vejret – så har du selv et ansvar for dit eget liv. Har du en forkert uddannelse til arbejdsmarkedet? Find kurser at supplere med. Har du venner der influerer dig dårligt? Find en ny omgangskreds. Har du ikke det rigtige netværk? Start til ‘old boys’-fodbold (vigtigt det er en holdsport… vælg håndbold i Jylland). Er din bil til service? Sæt dig på cyklen.

Dit ansvar er noget, du kan gøre noget ved, hvorimod skyld er noget, der er i fortiden. Du kan ikke ændre fortiden. Du kan kun ændre din og andres opfattelse af fortiden. Derfor er det træls, at meningsdannere nu forsøger at bilde os alle ind, at social arv er ligegyldigt, da din fortid er din egen skyld. Det kan være, at din dårlige ryg skyldtes, at en arbejdsgiver bad dig foretage for tunge løft, da du var 15 år, men det er ifølge løgnene ‘din egen skyld’, at du tit er syg og ikke kan klare hårdt fysisk arbejde.

Læser du mikroøkonomi på universitetet, så lærer du økonomiske modeller, der forudsætter at alle på markedet har fuld adgang til viden, at ingen forsøger at snyde dig – og du bare kan vælge noget andet, hvis markedet ikke tilbyder et godt nok produkt til prisen. I denne debat om bagudrettet skyld kan det virke som om, det er præcis denne variation af det liberale menneskesyn, der har fået fuld skrue. Du kunne bare have gjort præcis det samme, som ham direktørsønnen der gik til golf og fik sit første studiejob i faderens forretningsforbindelses virksomhed.

Dine, mine og fælles ansvar

Selvfølgelig er vi alle syndere, og har gjort en masse forkert, men hold lige igen med at pådutte andre mennesker skyldfølelse for alt det, de er blevet udsat for i deres opvækst.

Når vi ved, der er social arv, og når vi ved, vi påvirker hinanden, så har vi også et ansvar. Som mennesker er vi relationelle, og hver gang vi mødes med et andet menneske, holder vi en smule af det andet menneskes skæbne i vores hånd. Det er ikke noget, jeg har fundet på. Det var noget, som K.E. Løgstrup cirka formulerede. Men det er en erkendelse, der ligger snublende nær for os alle.

Vi har som medmennesker et ansvar, og det betyder, at vi som samfund har et ansvar. Det betyder dog ikke, at du ikke selv også har et ansvar. Det er dit liv.