Frihed, økonomi, ægteskab og landegrænser

Et af de seneste dages debatterede emner er spørgsmålet om ægteskab på tværs af landegrænser. Det er en svær debat, da den på den ene side handler om kærlighed, der er hævet over overvejelser som økonomi og landegrænser, men på den samme tid handler om statens økonomi, kontrol med grænser og forpligtelser overfor borgere. Der er to historier fra medierne, jeg vil fremhæve.

Iværksætteren Kasper Kragelund, der står bag det kendte Aarhus Street Food, blev presset til at rejse til Thailand, fordi hustruen Janyaphon ikke kunne få lov at blive i Danmark. Kasper, Janyaphon og deres 3 danske børn må altså forlade Danmark. Det bærende tema i debatten på de sociale medier er, at der burde gøres noget for, at denne succesfulde erhvervsmand kan få lov at blive i Danmark, da han har skabt så og så mange jobs.

En anden historie handler om Bo Nielsen, der i 1994 rejste til østen, og siden har været topleder for 15.000 ansatte og en omsætning på 30 milliarder. Han er gift med Pla Pathitha fra Thailand, og har på grund af de indviklede regler opgivet at flytte tilbage til Danmark.

Et materialistisk menneskesyn

Fælles for de to narrativer er, at det faktum, at de to personer er succesfulde og rige, og dermed gode for dansk økonomi, gør at netop disse to personer, bør få lov at tage deres hustruer med til Danmark. I forsøget på at begrænse indvandringen via familiesammenføringer, har staten ramt nogen, der ikke har været tiltænkt at ramme. Fortællingen er: Hvis du tjener flere penge, producerer mere til statens BNP, så bør du ikke rammes af begrænsninger.

Det er et maskinelt og materialistisk menneskesyn, der ligger bag den tankegang. Det er mennesket, der er til for staten – og ikke staten der er til for landets borgere. Det er et materialistisk menneskesyn, hvor mennesket er producent i stedet for åndsvæsen. Det er et menneskesyn, som stammer fra marxismen, men som vi også ser i nogle varianter af liberalismen: Mennesket er grådigt og behovstyret. Det er et menneskesyn, hvor mennesket som frit åndsvæsen må vige, mens fokus i stedet er flyttet til produktion og nytte.

Ofte bliver det understreget, at “minister betyder tjener”, og den udøvende magt derfor skal være ydmyg overfor loven og parlamentet. Sjældent bliver det dog understreget, at parlamentet også skal være ydmyge overfor retfærdigheden og friheden. Det er nemlig retfærdighed og frihed, staten bør have som formål. Det stod i preamblen til jyske lov, men det bliver glemt igen og igen.

De lukkede kasser – og barmhjertigheden

Den franske præsident Macron bruger i sine taler vendingen “…på samme tid…”, hvorefter han siger noget diametralt modsat af, hvad han ellers havde sagt. Statsmagten er et paradoks. Den skal sikre friheden og retfærdigheden, men den kan ikke gøre det uden regler, magt, bureaukrati og økonomi. Så længe vi har en velfærdsstat, der er gavmild overfor alle borgere, er det nødvendigt at begrænse antallet af borgere, der kommer til udefra. Det retfærdige er så at gøre det lige for alle. Uanset økonomi. Uanset social status. Derfor er det kun fair, at reglerne også rammer Kasper Kragelund og Bo Nielsen. Mennesker skal ikke have flere rettigheder, blot fordi de har en god indkomst. Lige nu er systemet designet efter, at det kun er dem, der har en solid økonomi, der må få deres ægtefælle til landet, samtidig med at der er en masse andre besynderlige krav, man ikke kan måle kærlighed ud fra.

På samme tid er det oplagt at foreslå, at hele spørgsmålet bliver løsrevet fra den økonomi, der øjensynligt er det store problem for staten. Et forslag har gennem tiden været, at det skal være et spørgsmål om “åbne grænser, lukkede kasser”. Det kan gøres således, at der er nogle kasser, der eksplicit er lukket for “nye borgere” (så længe de er nye). Der er ingen kontanthjælp. Ingen boligstøtte. Ingen børnepenge. Der er til gengæld gratis lægehjælp og mulighed for danskundervisning og opkvalificering af færdigheder, hvis det ønskes.

Problemet med det er, at så snart de kommer til Danmark – og ender med at bo på gaden, så bliver det klart for alle, at det heller ikke er holdbart. Så bliver det hele blandet sammen med spørgsmål som: Er der nok billige boliger i Danmark (der ledte frem til etableringen af boligstøtten), kan vi lade børnefamilier leve så fattigt (hvilket førte til indførslen af børnepenge) og kan vi lade de mennesker være sultne (hvilket medførte indførslen af kontanthjælp). Vi kan, heldigvis, som mennesker ikke blot se på, når vi møder mennesker i nød.

Hvad skal staten opgive kravet på?

Det hiver og trækker i staten, når de her spørgsmål bliver afgørende. Størstedelen af de statslige budgetter går til faste udgifter, hvorimod det er meget små beløb, der justeres til finanslovsforhandlingerne. De restriktive regler har medført, at færre 18-årige mænd og kvinder bliver gift med en person, som deres familie har fundet til dem i deres oprindelsesland. Men hvilke regler var det afgørende for det? Er det 24-årsreglen? Så lad os beholde den. Alle kan finde ud af at vente til de er 24 år. Også Kasper og Bo, samt ligesindede med karrierer i erhvervslivet. Er det kravet om 50.000 kroner i bankgaranti? Det er for mange muligt at spare 50.000 kroner op – eller låne dem af venner og bekendte, der ønsker deres venner det bedste. Her kommer problemet så, at man ikke må have en opsparring, hvis man er på kontanthjælp, men skal det være argument for ikke at leve med den person, man elsker?

Tilknytningskravet er et stort problem. Det er nærmest umuligt at komme udenom, hvis det er gået galt fra starten. Har du arbejdet hos et datterselskab i Malaysia i fem år, så er det stort set umuligt at give din kommende hustru tilsvarende fem års tilknytning til Danmark. Den regel er absurd. Den bør afskaffes nærmere før end siden.

Kravet om størrelsen på boligen er ligeledes absurd. Vi har et problem i Danmark, at mange mennesker er plaget af ensomhed, og samtidig har vi en forvaltning og en boligmasse, der er indrettet efter et ligusterhækmenneskesyn. Selvfølgelig skal man have lov at bo i et bofællesskab, hvis man gifter sig med en udlænding. Det vil formentlig gavne integrationen.

Det er mine forslag til, hvordan reglerne for familiesammenføring kan ændres, så staten i højere grad bliver til for borgerne – i stedet for omvendt. Jeg kender hverken Kasper Kragelunds eller Bo Nielsens sager i detaljen, så jeg aner ikke, om de vil få bedre vilkår. Det er ikke mit formål at give dem bedre forhold, blot fordi de er succesfulde erhvervsfolk.