Orden og ordentlighed – et politisk paradoks

Af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol.

I en samtale mellem Per Stig Møller og Christian Egander Skov, refereret i Information 23. december 2016 i artiklen ‘Vi har brug for en puritansk udgave af kapitalismen’, kom de to konservative ideologer, hvis jeg må bruge det som samlebetegnelse, ind på spændet mellem ’orden’ og ’ordentlighed’. Jeg vil ikke her diskutere, hvad de to mener om den sag, men vil i stedet folde begreberne ud – fra mit perspektiv.

Orden og ordentlighed er tæt vævet sammen med det paradoks, som filosoffen Martin Buber beskriver som to menneskelige grundindstillinger: Jeg-Du og Jeg-Det.

Det første er det modus, vi bliver født i: Jeg-Du er når vi ser og forholder os til personer. Det er ikke, når vi møder kasseekspedienten, betaler vores penge og måske bliver sendt videre med et ”Ha’ en god aften”. Det er derimod, når vi spørger ind, lærer personens navn, historie, bekymringer, fremtishåb… Alt det, vi har svært ved at overskue, når vi møder så mange mennesker hver dag. Jeg-Du er den oprigtige interesse for medmennesket, for personen, og det er erkendelsen af, at vi aldrig fuldt og helt vil forstå medmennesket, da det er uendeligt forskelligt fra os selv, som Emmanuel Levinas ville påpege.

Jeg-Det er derimod den indstilling, vi normalt har, når vi møder eksempelvis kasseekspedienten. Vi har mentalt sat mærkatet ’kasseekspedient’ på personen, og måske er det endda helt konkret skrevet under personens navn på brystet. Kasseekspedient, buschauffør, klassekammerat, fætter, kollega, ven, fjende, politiker, studerende… Det er alt sammen kategorier, der gør, at vi kan navigere i verden. Vi kender personers opgaver, og kan forholde os til dem. Nogle gange forsøger de at snyde os, når de eksempelvis kalder en banksælger for en bankrådgiver og en brugthusforhandler for en ejendomsmægler. Men det skaber orden i vores tilværelse, og vi får hverdagen til at fungere. Vi kender hinandens roller, ansvar og tilhørsforhold.

Vi tingsliggør personer gennem vores Jeg-Det-indstilling til vedkommende, hvorved vi mentalt frigør os fra det moralske ansvar overfor ‘tingen’. Det ophæver dog ikke vores moralske ansvar, men det er en følelsesmæssig forsvarsmekanisme. Nogle gange går det dog op for os, at vi i bund og grund burde have en Jeg-Du-indstilling til alle vores medmennesker. Det sker typisk, når vi bliver mødt af at smil, og vores ansigt automatisk kopierer det, hvorved vi føler empati. Eller når vi møder en person i sorg, og selv mærker smerten i mellemgulvet. Det er når vi ser et trafikuheld, og vi dropper alle andre planer, for at gøre noget for cyklisten, der sidder på kantstenen med blod løbende fra panden. Jeg-Du er empati, moral og, ja, ordentlighed. Ordentligheden er ikke så langt væk, at verden kollapser i tingsliggørelse, rå vold og anarki.

Ordentlighed transcenderer vores planer. Kalenderorden og tidsstyring skal vige pladsen for ordentlighed. Sort/hvide regler skal bøjes for ordentlighed. Paradokset er dog, at uden orden er der ikke plads til ordentlighed. Uden orden er der ikke overskud. Uden orden er det de stærkes ret, der gælder. Uden orden kommer ambulancen ikke. Uden orden er der intet veldrevet supermarked, der kan ansætte en smilende kasseekspedient, hvis smil din empati får dig til at kopiere, så du kan sige ”Tak, og i lige måde” og rent faktisk mene det.

Vi skal finde balancen mellem ’orden’ og ’ordentlighed’. Mellem at ’tage kontrol’ og at ’give plads’. Vi skal finde balancen mellem ’ret’ og ’nåde’, ’institutioner’ og ’naboskab’ – mellem orden som ’rammerne for frihed’ og ordentlighed som ’udlevet frihed’. Den opgave – at finde balancen – er både en menneskelig dyd og i høj grad en bundet politisk opgave. Hvis politikere ikke tager den på sig, så er det ikke ledelse, de beskæftiger sig med – men derimod enten apati og anarki eller alternativt ’rå styring’, også kendt som ”nødvendighedens politik”.

Derfor er netop spørgsmålet om ’orden og ordentlighed’ så fantastisk vigtig, at det burde være på checkliste, der skal tages frem i alle politiske processer. Hvordan går det med balancen? Kan vi navigere i paradokset? Der er intet facit, da det netop er et paradoks – men ellers var der ikke brug for politik.