“Så giv dog en skattelettelse…” – eller: Historien om mordet på det kommunale selvstyre

Græsset er grønt i nogle kommuner

I disse dage er der debat om, hvor mange penge kommunerne ophober – og hvorvidt de overhovedet bør have så stor en egenkapital. Fra 2009 til 2016 er kommunernes samlede pengekasse vokset fra 24,7 milliarder kroner til 39,5 milliarder kroner. For nogle kommuner vil dette være en fuldstændig akademisk diskussion, da pengekassen er tom, og de undrer sig måske over, at de ikke kan få lov at hæve skatten en smule. Kristian Jensen (V) har som finansminister et budskab til kommunerne: Sænk skatten. Her fra Berlingske:

»Kommunerne har valgt at holde indtægterne i kassen i stedet for at sænke grundskylden eller kommuneskatten. Vi har en meget, meget stor likviditet i øjeblikket, og der er ikke udsigt til, at kommunerne får større frihedsgrader til at øge deres forbrug, for det er den måde, vi styrer den offentlige sektor på,« siger han og fortsætter:

»Derfor er det gode spørgsmål til en række af landets kommuner: Skal vi blive ved med at opkræve ligeså meget fra erhvervslivet, grundejerne og lønmodtagerne, som vi har gjort hidtil? Jeg ser gerne, at kommunerne sætter deres skatter eller afgifter ned.«

Selvfølgelig er der det gode argument om, at pengene som udgangspunkt er borgernes – og det offentlige kun bør opkræve det, der er nødvendigt. Hvad der så er nødvendigt, det er et politisk spørgsmål. For nogle er kunst og badelande nødvendigt – for andre kun vejbelægning og måske et offentligt pissoir. Men det er som bekendt et politisk spørgsmål, og her er problemet: Kommunalpolitikere over hele landet får ikke lov til at træffe netop dén politiske beslutning. 

Det kommer eksempelvis til udtryk i lederen i Berlingske den 12. januar 2017:  “Hvis der er overskud på grund af de restriktioner, som regeringen pålægger kommunerne, må pengene føres tilbage til skatteborgerne gennem en lavere skat”, skriver lederen. Det fornuftige borgerlige synspunkt burde i stedet være: “…må regeringen ophøre med at pålægge kommunerne restriktioner”.

Kristian Jensen (V) konstaterer derimod: “Det er den måde, vi styrer den offentlige sektor på”. Den vigtigste disciplin i ledelse er i øvrigt at vide, hvornår lederen skal fravælge at styre.

Med den mentalitet, ville jeg, hvis jeg var valgt til en kommunalbestyrelse, ikke sænke skatten. For hvis det året efter er nødvendigt at hæve skatten en smule igen, så kan man ikke regne med at få lov. En sænkning af skatten risikere at resultere i endnu mere styring.

Mordet på det kommunale selvstyre

Det er ikke noget nyt. Det startede med, at Folketinget tog sig den ret, at den indførte et skattestop der effektivt fjernede beslutningskraft fra både kommunerne og de daværende amter. Derefter satte den med blandt andet anlægsloftet en grænse for, hvor store udgifterne kan være. Så er både indtægter og udgifter tøjlet. Skattestoppet og anlægsloftet er begge dele af den omfattende styring, hvor finansministeriet sidder med tøjlerne, hvor politik som disciplin langsomt kvæles af styringsinstrumenter.

Spørgsmålet om valget mellem ’skattelettelser’ og ‘offentlig service’ er ét af urspørgsmålene i politik. Beskatning har givet anledning til revolutioner, når den er for høj, og har givet anledning til politisk kollaps, når den ikke giver indtjening nok til at opretholde staten. Men politikken er effektivt hevet ud af politik. Tilbage står ‘nødvendighedens politik’, som tidligere finansminister Bjarne Corydon navngav det. Idéen om, at politik er ophævet – og den systemiske maskinelle økonomiske styring står tilbage. ‘Nødvendighedens politik’ er et andet ord for buraukrati – slet og ret.

Vi skal have politikken tilbage. Vi skal have fravristet magten fra finansministeriet og myndiggjort resortministerierne såvel som kommunerne. De bør derimod videregive magten og myndiggøre eksempelvis deres skolebestyrelser. Vi skal have en decentraliseringsdagsorden. Den starter med, at Folketingets medlemmer indkalder Finansministeren til en røffel: Du skal lempe den centraliserede styring af de nærområder, der burde styres tættere på borgeren. Så tæt på borgeren, det giver mening.

Subsidiaritetsprincippet. Udtalen er svær, men politikere bør øve sig på det. Prøv at klappe det: Sub-si-di-a-ri-tets-prin-cip-pet. Det er princippet om, at beslutninger skal træffes så tæt på borgeren, hvor beslutningerne kan træffes meningsfyldt. En forældrebestyrelse kan sammen med skoleledelsen godt håndtere en skole. Det ser vi hos friskolerne. Men hvis der skal gøres noget ved klimaet, så skal det koordineres internationalt. Vi har dog set, at kommunale kernespørgsmål er endt på nationalt og statsligt niveau. Det skal gøres om.