Er Thyra Frank mere end en gallionsfigur?

Af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol.

De seneste dage har flere medier været efter den nye Ældreminister Thyra Frank. Baggrunden var et indslag i TV2, hvor Thyra Frank udtalte sig om kommunerne og behandlingen af de ældre. Indslaget fulgte den vante skabelon:

  1. Her er en sag, hvor der er et sted, hvor det ikke er godt nok.
  2. Hvad vil du gøre ved det, minister?

Men skabelonen passede ikke. Thyra Frank bad nemlig kommunerne om selv at løse det. Hun er ny minister, havde ikke nogle færdige løsninger – og blev efterfølgende overfaldet af medier og kommentatorere, eksempelvis Jarl Cordua fra Radio24syv, som i BT kaldte hende ‘en galionsfigur’“Leger hun politiker, eller er hun politiker? Man har mest indtrykket af, at hun leger politiker. Når der ikke er noget indhold i ens ministerpost, er man jo bare en, der er blevet placeret i det politiske cirkus. Hendes post er et ‘kosteskab’ i sundhedsministeriet, hvor man har kaldt hende for minister.”

Men skal hun bruge mere end “et kosteskab”?

En ægte decentraliseringsdagsorden?

Den førnævnte standardformel for politikerinterviewet medfører ofte, at ministeren lover handling, og efterfølgende begynder embedsværket at gennemføre konsekvensen: At institutionsledere straks skal i gang med at registrere, hvor mange af deres agurker som er økologiske, eller hvad sagen nu drejer sig om.

Thyra Frank satte foden ned og påpegede det åbenlyse: Vi har kommunalt selvstyre, og ældreområdet er kommunalt ansvar. Hvis der er problemer i en kommune, hvor er så det lokale ejerskab? Hvor er den lokale faglige stolthed? Hendes tese, som hun redegjorde for i indslaget, er med andre ord, at der sidder en masse plejehjemsansatte på kontorer, hvor de ikke kan se deres beboere for bare træer. Træerne er naturligvis skåret i tynde skiver og oversværtet med blæk, forordninger og styrelsesindberetninger.

Den dagsorden, som Thyra Frank står på mål for, er en nærhedsdagsorden. En decentraliseringsdagsorden. En myndiggørelsesdagsorden. Og den passer ikke til journalistens ministerskabelon: Her er et problem! Hvad vil du gøre? Nu! Thyra Frank kom omkring denne udfordring i et opfølgende interview dagen derpå, 6. december 2016.

Det er ikke bare statens dokumentationskrav, hun er kritisk overfor. Det er også de efterhånden ret store kommuner, der skal holde igen med dokumentation. Den del har hun blot ingen magt over.

Faldgruben i hendes dagsorden

Her, hvor Thyra Frank skal være påpasselig, er dét forslag til løsning, hun trods alt havde: De steder, hvor det ikke fungerer, skal de lade sig inspirere af de steder, hvor det fungerer.

Men hvordan ved vi, hvor det fungerer bedst? Embedsmanden vil straks juble: Vi skal bruge en benchmarkundersøgelse! Skal det være DEA, PCA eller regression? Så skal vi have noget at måle på… Det må være en national standardiseret brugerundersøgelse, hvor en eller flere tilfredshedsparametre kan være output? Eller kan vi måle på produktion? Antallet af bleskift eller frekvensen af bad?

Vi skal også bruge nogle input. Måske er det uddannelsesniveauet, der er afgørende? Vi skal naturligvis have standardiserede opgørelser over antallet af personale i forhold til antallet borgere på de enkelte plejehjem… Eller måske på afdelingsniveau? Ellers kan vi ikke sammenligne på tværs, så vi kan finde ud af, hvilke plejehjem der skal udveksle læring med hvilke plejehjem?

Sådan begynder alle dokumentationskrav – også helt nede på kommunalt niveau. Måske ender Thyra Frank med at tilføje nye dokumentationskrav, uanset at hendes dagsorden gik på det modsatte? Det vil historien vise. Hendes faglige baggrund kan forhåbentlig give hende den fornødne skepsis.